Livet offshore

”Man skal vælge offshore for friheden”

Niels Rohrberg Augustenborg, offshore stilladsarbejder, 38 år.
Niels Rohrberg Augustenborg, offshore stilladsarbejder, 38 år.


”Jeg er bachelor i engelsk og kommunikation. Lige som alle de andre derude”

Niels Rohrberg Augustenborg, 38-årig stilladsarbejder på Nordsøen, smiler skævt, da han beskriver sin baggrund. Meget kan man sige om stilladsbranchen, men at den er proppet med universitetsuddannede humaniora-dimittender er nok en tilsnigelse.

Til gengæld er den fyldt med folk, der som Niels Rohrberg Augustenborg har været vidt omkring i arbejdslivet, inden offshore fik fat i dem. Niels har arbejdet på lager, undervist, haft egen cafe og arbejdet i butik.

”På mange måder er min baggrund helt forkert i forhold til det, jeg laver – og samtidig er den helt rigtig”, siger Niels Rohrberg Augustenborg:

”Jeg har 15 års erfaring i at modtage en besked og udføre en opgave. Jeg har erfaring i at være en god kollega, i at tage ansvar for mine ting, i at tilpasse mig en situation og vurdere, når ting ændrer sig. Alt det er der stor efterspørgsel på”, siger han.

 

Man lærer faget på arbejde

Nu har han fundet en hylde i tilværelsen – iført sikkerhedsudstyr og klatresele hængende 20 meter over vandet i den danske del af Nordsøen.

”Mit arbejde består i at bygge stilladser og gøre klar til kollegerne, som skal arbejde derude. Vi er et hold på seks mand, og sikkerhedsfokus er meget stort. Man skal hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt, og jeg er meget bevidst om min egen begrænsning som ret ny på området. Man skal lære, og det tager tid. Man kan sige, at jeg er bevidst inkompetent – og så arbejder jeg mig hen mod bevidst kompetent”, siger Niels Rohrberg Augustenborg.

Vejen til offshore har været anderledes for Niels end for så mange andre. Netop den del – et arbejdsliv med mange snoninger og sideveje – er der mange, der har offshore.

”En vigtig del i mit arbejde er at forstå at tage ved lære. Jeg skal hele tiden blive dygtigere, og det er en proces, vi alle har været igennem. Derfor er der meget fokus på den del; at afgive viden, lære fra sig. Alle er meget hjælpsomme og engagerede i at gøre mig og de andre kolleger dygtigere, så vi samlet som hold bliver bedre. Man lærer jo ikke faget ved at tage et AMU-kursus”, siger Niels Rohrberg Augustenborg.

 

Friheden er den store gevinst

Arbejdet på Nordsøen er i Niels Rohrberg Augustenborgs tilfælde delt op i solide bidder. Han møder på arbejde 10 gange om året til vagter, som tager 14 dage ad gangen, og hvor man virkelig får bestilt noget.

”Man er træt, når man kommer på kammeret efter en vagt. Det er ingen loppetjans”, understreger Niels Rohrberg Augustenborg.

Derefter er der hjemmeperiode med tre ugers fri. Det er bestemt ikke en ulempe ved faget, siger Niels Rohrberg Augustenborg, som er gift og familiefar i en flok på fem:

”Det er en kæmpe gevinst at have fri i tre uger 10 gange om året. Den frihed er den helt store gevinst ved arbejdet, og det er den bedste grund til at vælge faget. Men det er også en gevinst, man skal stemme af med resten af familien. For i de 14 dage, man er på arbejde, er min kone i den grad også på arbejde; jeg kan ikke købe ind, hente børn, lave mad, tage en forældresamtale eller noget andet. Det kan jeg til gengæld gøre for fuld kraft i de tre uger, jeg er hjemme. Kan man få hjemmelivet til at hænge sammen, så er det en ideel måde at arbejde på”, siger han.

 

129 ledige stillinger

Se mere

Hør om branchen

Se mere

Sikkerhedskursus

Se mere

Er du til offshore?

Hvor der er vilje, er der offshore

Se kravene Ta´ en test

Kontakt os gerne for spørgsmål +45 7616 7472