Livet offshore

”Kollegerne og fællesskabet er helt unikt”


Carsten Brandt Rasmussen arbejder offshore som elektriker for Semco Maritime.

 

Sammenholdet er en stor kvalitet ved at arbejde offshore, siger elektriker Carsten Brandt Rasmussen, som har arbejdet offshore siden 2012.

I 1995 fik Carsten Brandt Rasmussen sin første smagsprøve på et arbejdsliv offshore. En tidligere soldaterkammerat fra Esbjerg havde gode erfaringer med arbejdslivet ude på Nordsøens energiproduktion, og på hans anbefaling søgte Carsten Brandt Rasmussen ud som stilladsbygger:

”Det var to rigtig gode år på Tyra Øst. Arbejdet var spændende, og sammenholdet med kollegerne var rigtig godt”, siger Carsten Brandt Rasmussen.

Han gik i land igen og ud af turnus for at få familielivet til at balancere – med kone og små børn var det svært at få hverdagen til at stemme. Tilvalget af familien var på ingen måde et fravalg af Nordsøen, og da havet trak igen, tog Carsten Brandt Rasmussen først i voksenlære som elektriker og siden et offshorebevis.

”Jeg ville gerne afsted igen; børnene var større, og tiden var til det – og da jeg gerne ville tjene lidt mere, uddannede jeg mig først. Og så ringede Semco Maritime”, siger Carsten Brandt Rasmussen.

Han blev i første omgang lovet tre ture på Dan F, og dem takkede han ja til:

”Jeg tog chancen, og nu har jeg været offshore de seneste seks år”, siger han.

 

God rytme

Undervejs har der været en del søgang i den globale offshorebranche, og det har også givet bølgeskvulp i den danske offshoreindustri. Carsten Brandt Rasmussen har været nedmandet et par gange og har som rejsemontør oplevet svingende efterspørgsel.

”Det går op og ned, men det gør det nok også på land”, siger han.

Carsten Brandt Rasmussens arbejdsliv består af to uger ude og tre uger hjemme. Når han er på arbejde, så knokler han igennem – og når han er hjemme, forsøger han tilsvarende at holde helt fri.

Rytmen passer ham rigtig godt.

”Kollegerne og fællesskabet offshore er helt unikt”, siger Carsten Brandt Rasmussen:

”Vi arbejder sammen 12 timer om dagen og holder fri sammen de øvrige 12 timer. Man skal kunne sammen for at få det til at fungere. Vi spiller kort, ser film og hygger med de folk, vi arbejder med. Sammenholdet er en stor kvalitet ved at arbejde offshore, og jeg kender mine makkere derude bedre end min kone”, siger han med et grin.

I hjemmeperioden render offshorekollegerne ikke hinanden på dørene, men efter en friperiode skal man altid lige opdateres.

”Vi følger med i hinandens liv, og det er en stor styrke”, siger han.

 

Stor fleksibilitet

Rytmen fungerer også derhjemme. Børnene er 14 og 17 år i dag, og familien har vænnet sig til, at arbejdstid og fritid kan deles op i to og tre ugers intervaller.

”Det er på samme tid en meget fleksibel og meget ufleksibel arbejdsplads”, siger Carsten Brandt Rasmussen:

”Jeg går glip af nogle vejfester, fødselsdage, jul og påske. Jeg kan ikke spille fodbold to gange om ugen, hvis det var det, jeg ville, og det er offshore-skemaet, der bestemmer sommerferien”, siger han:

”Omvendt rummer det også en kolossal frihed og fleksibilitet, at jeg har næsten tre uger fri hver måned. Vi er gode til at bruge det aktivt. Jeg er helt fraværende i en periode, men omvendt er jeg også tilgængelig på en helt anden måde, når jeg har fri. Så laver jeg morgenmad til børnene på en tirsdag morgen, indtil Janne giver mig forbud, fordi hun ikke vil have dem til at tro, at det er sådan i hverdagen, når jeg er på arbejde”, siger Carsten Brandt Rasmussen.

Rytmen ude og hjemme kan føre til en fornemmelse af, at man har to hjem. Og samtidig at man er gæst begge steder - det skal man acceptere, siger Carsten Brandt Rasmussen:

”Man skal nok afstemme med sin ægtefælle, at der er en særlig rollefordeling af at arbejde på den måde. Jeg kan ikke have styringen hjemme. Den har Janne, og jeg kan ikke komme hjem og begynde at vende op og ned på det hele eller mene noget om det, hun har besluttet, mens jeg var væk. Hun har ansvaret, så må jeg bakke op”, understreger Carsten Brandt Rasmussen.

 

129 ledige stillinger

Se mere

Hør om branchen

Se mere

Sikkerhedskursus

Se mere

Er du til offshore?

Hvor der er vilje, er der offshore

Se kravene Ta´ en test

Kontakt os gerne for spørgsmål +45 7616 7472